Vølverne

Året er 673. En kamp mellem to landsbyer er brudt ud i det der senere skal blive kendt som Sverige.
Tordis Valgardsdatter er vølve i landsbyen som først angriber. Det bliver et blodigt slag og den øverste høvding på fjendes side mister begge sine sønner. Hans arv er brudt. Han sværger blodhævn og får hjælp af et mystisk folk, til at udføre et altødelæggende hævntogt.
I ly af natten angribes Tordis landsby af bersærkere – mænd der har taget hammen af ulve. Alle bliver udslettet, hun formår kun at redde sin ene datter, resten, selv de små børn, bliver flået og efterladt.
Tordis flygter langt nordpå, til hun kommer til en isoleret dal. Her slår hun sig ned ved en rislende bæk og danner en beskyttende cirkel om området med sin sejd. Hun nedkalder en frygtelig forbandelse:

Så længe hamramme levede, skulle hendes ætlinge arve kraften og give den videre til deres døtre, så de også blev kaldt til at bekæmpe og udslette hver og et af disse uhyrer, når de nåede deres 16. år. De hamramme blev ligeledes bundet af forbandelsen, så deres sønner og sønners sønner til evig tid ville blive født med forbandelsen i sig. Først når den sidste hamram er dræbt, vil besværgelsen bliver ophævet.

Desværre kendte man ikke til genetik. Ved at påkalde sig så magtfulde kræfter, får Tordis valg en alvorlige konsekvenser. Vølvernes sønner fik nemlig også forbandelsen i sig, men da de ikke var kvinder blev de ikke kaldt. De gav dog kaldet videre, og for hver generation udviklede kun pigerne evnen. Først i vores tid fandt man ud af dette, og der har slægten spredt sig over hele verden. Det samme er desværre også sket med de hamramme. Så derfor ved vølverne aldrig hvor forbandelsen tager endnu en ung pige eller dreng.

Vølversamfundet består derfor af forskellige roder rundt om i alle lande og dækker derved hver deres område hvor de patruljere og jager de hamramme. I Skandinavien er roden placeret i den dal som Tordis i sin tid fandt – Skogsbäck. Roden består af tre kvinder, foruden Emilie.
Når hver vølve bliver kaldt tager de andre hende med ud på sejdhjalet og her møder hun sin frænde – hjælpeånden, som skal fungere som kraftcenter, guide og talerør fra de højere magter. Pigen vil møde repræsentanter fra de forskellige slægter af vætter og diser, og den som giver hende lov til at navngive sig, vil blive hendes frænde fremover. Det er gennem denne frænde at hver vølve kan trække på sin sejd, og så længe de opholder sig inden for besværgelsens grænser så har de ubegrænset adgang til energien.

Siri er rodens ældste og dermed vølvernes leder. Hendes frænde er fylgjen, en værneånd af dise-slægten som også omfatter valkyrierne og nornerne. Da diserne er højt rangerende er det muligt for Siri at modtage budskaber, der går ud over de varsler som roden ellers modtager.
Marta er rodens næstkommanderende. Hendes frænde er trolden. Han repræsentere landvætterne, der også omfatter alfer, nisser og vardyger. Derigennem har Marta en særlig evne for at se tilbage i tiden. Ved at lægge sin hånd mod en sten, kan hun få kontakt til den trold som bor der, og han fortæller så hvad der er sket på stedet. Hun kan også gennem ham, få kontakt til andre steder, men kun så længe der er direkte forbindelse mellem landvætterne.
Gudrun er den tredje af vølverne. Hendes frænde er lygtemanden, som repræsentant for vandvætterne, der også omfatter elvere, nøkker og margyger. Hendes særlige evne er at tyde varsler om fremtiden. Dette gør hun ved at have en særlig udviklet evne til at tyde runerne, bedre end de andre. Hun kan desuden søge mere uddybende svar ved at kontakte sin frænde – hvis de højere magter tillader ham at svare.
Emilie oplever ingen kontakt med hverken vætterne eller diserne, ud over de hilser på hende. Hendes frænde skal vise sig at være en helt anden kalibre.

Selvom vølverne har hver deres specielle evner gennem deres bånd med hjælpeånderne, så bliver de alle trænet i alt hvad der har med hvervet at gøre:
Sejd – den magi som var til på Tordis tid.
Udesidning – hver fuldmåne sidder vølverne på en lille høj kaldet sejdhjalet, og gennem galder kan de trandencere til det astrale plan. Deres sind bliver derved draget mod forbandelsen, som er sprunget ud hos henholdsvis de nyforvandlede hamramme, og de nykaldte vølver ved den pågældende fuldmånes kraft.
Galder – en forfærdelig skinger skrålen, der bringer vølverne i trance. Foruden at søge efter de forbandede, kan galderen lagre sejd i vølvernes stave. Denne sejd kan de trække kræft fra, når de er ude og kæmpe. Når de synger sagte galder, gør det dem i stand til at hele sår og brud hos hinanden.
Bo – vølvestaven er ikke kun til pynt. Den er et våben der er beriget med sejd, og derfor slår med forstærket kraft. Vølverne mestre denne kampsport, og sejden giver dem forøget styrke og hastighed, og de kan springe højere end almindelig mennesker, såkaldte vølvespring. Meget nyttig når man har med 130 + kg. monstre at gøre.
Urtekyndighed – både planters almindelige helbredende virkning, og den skjulte magiske virkning som kun en sand vølve kan frembringe, til eksempelvis flyvesalve og hamramme-bomber.
Runetydning –  den gamle Futhark på 24 bogstaver. Hver rune repræsentere et begreb der kan fortolke et givent spørgsmål.

Som nævnt ovenover er det kun i Skogsbäck, at vølverne har ubetinget adgang til deres sejd. Vølverne er ikke længere kontakt med deres frænder, men kan stadig trække på deres bånd til slægten. Marta skal gå et sted hen hvor der er sten, træer, dyr eller huse og Gudrun alle steder hvor der er vand. Siris frænde kan nå hende hvor end hun har lyst, men det er kun i livsnødvendige situationer at fylgjen svarer. For Emilies vedkommende er det igen anderledes. Udenfor Skogsbäck er hendes frænde overalt, men kan kun dukke op når hun kalder på ham. Oppe i Skogsbäck dukker han op nøjagtig når det passer ham, til stor irritation for Emilie.

Facebook Comments