Nogle steder synes jeg den blev lidt for meget og grænseoverskidende. Men igen tænker jeg, hvad er det som gør en bog god? Er det ikke netop når forfatteren kan få en til at føle med handlingens udvikling. Og især hvis denne følelse stadig sidder i kroppen efter sidste side er vendt.
– Citat fra en anmeldelse af Heksens kald.
Varulvens forbandelse er kommet godt fra start. Der er foreløbig tre anmeldelser ude, og de er alle begejstret. Den svære 2’er ser ud til at være en værdig efterfølger, og jeg er lettet.
Min redaktør har gjort mig opmærksom på at to af anmelderne har slået ned på samme tema. De mener at sexscenerne, som den uerfarne hovedperson Emilie oplever, er utroværdige. Redaktøren spurgte derfor, om jeg ville overveje at tilrettelægge Emilies sexscener i næste bog, sådan at de fremstår realistiske.
Ikke tale om! Jeg skriver ikke pussenussede kærlighedsromaner, der ender lykkeligt. Jeg skriver råt og provokerende. Jeg vil udfordre læseren. Men til gengæld vil jeg gerne argumentere for, hvorfor jeg har valgt at lade handlingen udspille sig som den gør i 2. bog.
Jeg er ikke typen der bliver smæk fornærmet og skriver lange svadaer på Instagram, om hvor uretfærdigt verdenen er, når der kommer en negativ vurdering af det jeg har skrevet. Jeg sætter pris på at der lige kommer lidt ris, konstruktiv kritik, ol. fra en anmelder. For mig gør det anmeldelsen en tanden mere seriøs. Det viser at vedkommende virkelig har reflekteret over værket, og ikke bare kaster om sig med lovprisning. Deres kritik tager jeg til mig. I heksens kald blev der lavet tilføjelser, på baggrund af en anmelders fine pointe. Jeg er utrolig glad for det samarbejde, der er imellem forfatter og anmelder – de er med til at skabe interesse for bogen, og bøger generelt, og vi sørger for at holde dem beskæftiget, og derigennem, forhåbentlig, sende flere følgere deres vej.
Nu er anmelderne overvejende begejstret som sagt, så jeg vil understrege at jeg ikke har overset det! Jeg synes blot at kritikken påpeger et interessant synspunkt, og giver mig anledning til at blogge lidt om mine grunde til lade historien udfolde sig som den gør.
Problemstillingen, er at Emilie i Heksens kald er jomfru, og vi er med under seancen hvor hun … lad os bare sige: ophører med at være jomfru. Efterfølgende tilbringer hun en skøn weekend med sit hjertes udkårende, hvor sætningen: han kastede sig over hende, gerne skulle lede tankerne hen på, at det ikke ligefrem var blid og forsigtig elskov de henførte sig til. Men givet – hun er 18 år og meget grøn på det område, så en weekend i sengen gør hende næppe til en sexgudinde.
I Varulvens forbandelse står Emilie over for et problem, som ingen af vi almindelige dødlige mennesker i virkeligheden kan forholde os til. For hvordan er det at skulle slå kæmpe monstre ihjel, som faktisk er unge drenge, der ikke har bedt om at blive forvandlet til varulve? Emilie døjer med samvittigheden, hun har det forfærdeligt med at skulle dræbe dem. Lige indtil realiteten rammer hende, og hun står overfor konsekvenserne, det som sker når en varulv har forvandlet sig. For hvor opholder en knægt på 16 år sig for det meste klokken 24? Nemlig … hjemme hos mor og far, og der er sørme også søskende. Mindre søskende. Babyer.
Dengang jeg skrev historien forestillede jeg mig, at det måtte føre til et enormt pres.
Jeg ved ikke med dig, men jeg har engang i min dumme ungdomsår, været oppe at slås. Hjertet pumper som en væddeløbshest bagefter, og man er høj af det adrenalin og kortisol, som slagsmålet har udløst. Hvordan må det så ikke være, når man er tæt på at blive slået ihjel? Og at overfaldsmanden tilmed er en 130 kg. tung ulvemand? Og hvad når man så kommer hjem til sit almindelige dum-di-dum liv med skole og leverpostejsmadder, og man skal lade som om at dumpe i matematik er det største problem i éns liv? Jeg fik af vide af Emilie (Ja, mine karakterer fortæller selv hvad de føler og hvordan de handler), at hun havde et alt for stort overskud af energi, og det var umuligt at sidde stille når hun stadig var høj efter kampene.
Nåh, men det er jo slet ikke slemt nok. For at gøre det hele lidt værre, så viser det sig at ham, som hun troede hun skulle leve lykkeligt til sine dages ende med, faktisk er en varulvedreng. Han er en af de hamramme og dermed fjenden, som hun er kaldet til at besejre. Hvordan finder man mod og styrke til at fange den man elsker og dræbe ham? Her mener Emilie, at hun kan oparbejde en immunitet ved at udfordre sig selv i de ting, hun ikke tør. Hun søger grænser og for hende har det modsatte køn, faktisk hele Heksens kald igennem, været genstand for frygt for hende. I sin tågen rundt efter noget som kan slippe lidt af dampen ud, og hærde hende til den dag hun står overfor Prince Charming, bliver hun efterhånden ført i armene på en mand, der viser hende den anden side, den mørke side, af sex. Det kommer ikke pludseligt. Jeg har lige gennemlæst bogen, inden den skulle udgives som e-bog, og jeg holdt netop øje med dette på grund af kritikken, men jeg kunne se hvordan hun skridt for skridt bevæger sig hen mod det farlige. Det ene dumme valg efter det andet.
Er det så realistisk, at hun allerede evner at få orgasme? At hun ligefrem nyder det perverse og selv lægger op til nogle vovede udskejelser? For det er kernen i den kritik der har været. Jeg kunne faktisk have sparet dig for en hel kolonne af ordkløveri og gå direkte til svaret, men hey, nu har du fået et kig under motorhjelmen, så jeg er vel tilgivet?
Det korte svar er, nej – det er det i grunden ikke. Men hvem gider læse om afbrudt samleje, deller der kommer i vejen og for tidlig sædafgang i en bog? Vi vil da have hot sweaty monkey love, når vi nu selv må nøjes med tre ryk og en aflevering inden ungerne vågner!
Læs anmeldelserne og døm selv.
