I dag var jeg til mit første interview. Frederiksborg amts avis.
Jeg var ved at gå til af nervøsitet, for jeg har nemlig et lille problem med at omgås andre mennesker. Og det er netop det som artiklen kommer til at handle om:
Jeg skrev mig ud af sygdom.
I år fejre jeg 10 års jubilæum som sindslidende, psykisk syg, psykisk følsom eller hvad det nu er politisk korrekt at kalde det i denne måned. Bottom line – jeg har en diagnose og den slog mig ud i 2005. Det har været en kamp, jeg har måtte opgive et par drømme og har været tvangsindlagt (tøhø) til at se mine indre dæmoner i øjnene og give dem langemanden.
Selvfølgelig har jeg ikke kunne komme hertil uden hjælp. Krammegrupper (ikke fan) og samtaleterapi har givet mig værktøjer til at gebærde mig “derude”. Men det som virkelig gav et ryk, var da jeg satte mig ned og skrev mine bøger.
Som sagt så har jeg det svært med andre mennesker. Det vil nok være mere ærligt at kalde det social angst, og for at være hudløs ærlig, så holder jeg mig hellere hjemme, end tager en tur til skole-hjem samtaler og anden spas. Jeg er færdig som en … (ja, jeg er meget træt, skal vi ikke bare sige det?) når jeg kommer hjem, for jeg har anstrengt mig så meget for at holde mig indenfor “normal”, at det er som at løbe en halv marathon hver gang. Bare en tur i Netto er en prøvelse, og en tjans jeg gerne er foruden – der har jeg så lært at det samme gælder for samtlige kunder i den endeløse lange kø i butikken, og det hjælper da en anelse.
NU skulle man så tro at det var lidt svært at komme ud af en social angst, ved at stimulere trangen til at begrave sig hjemme, som det jo er tilfældet for en forfatter.
Men jeg oplevede noget helt andet.
I det jeg kunne lukke mig inde i min lille boble, i et univers hvor jeg havde fuld kontrol, viste sig at give mig så meget overskud, at jeg kunne tage en kort tur ud i den grumme virkelighed – og faktisk overleve i en kort periode. Jo mere jeg skrev, jo bedre fik jeg det!
Det var faktisk så helenede for mig at skrive, at jeg gik hen og fik mod på at tabe mig. Jeg smed 50 kg. imens jeg skrev, og de er stadig væk. Jeg fik så meget overskud, at jeg kunne begynde i det små med resurseforløb på jobcentret, og starte i parktik på et bibliotek.
Jeg er ved at blive nogenlunde normal – når jeg bare kan trække mig tilbage til mit eget lille univers og skrive.
Det er det som artiklen kommer til at handle om.
Når jeg sidder nu og skriver, kan jeg se hvor sindssyg (igen tøhø) og utroligt det lyder.
Bliver man kureret af en invaliderende psykisk lidelse, og taber sig 50 kg. ved at skrive en bette bog?
Nej, det har været min egen beslutning at give slip og ikke lade diagnosen definere mig, men det er sandt at mit fantasiunivers giver mig det frirum, der skal til for at kunne puste mig op og lege normal. Jeg har fundet en måde hvormed jeg ikke kun eksistere, men nu lever jeg også.
Det som jeg håber at artiklen måske kan gøre er at inspirere. At bruge sin kreativitet er et stærkt våben mod sygdom og lavt selvværd, for du skaber noget, og nogen vil kunne lide det du skaber, og de vil rose dig. Det er meget lettere at blive rost for et stykke arbejde, for noget man har gjort sig fortjent til, end det er at få ros for sine egenskaber som menneske.
At bruge sin kreativitet er et stærkt våben mod sygdom og lavt selvværd, for du skaber noget. Det er det hele værd, når du kan se en bog, et maleri, et håndarbejde, en melodi som du har givet liv, og du rent faktisk er tilfreds med resultatet. Og nogen vil kunne lide det du skaber, og de vil rose dig. Det er meget lettere at blive rost for et stykke arbejde, for noget man har gjort sig fortjent til, end det er at få ros for sine egenskaber som menneske. Men når andre bekræfter at det som du har skabter, er godt, så giver du dig selv lov til at være stolt.
At tage imod personlig ros er den næste hurdle, for det er en hård kritiker der sidder på ryggen af én med lavt selvværd. Jeg ved ikke hvordan man gør dette. Der må jeg nok tage 5-10 år mere i terapi før det sker.
