Min familie er ikke lige det man kalder troende, faktisk så blev emnet religion for det meste forbigået i tavshed, eller var offer for en omgang hovedrystende latter ved festlige lejligheder – se nu hvad de har gjort, bare på grund af en eller anden gud. De er ikke rigtig kloge!
Videnskaben har altid vundet i vores familie, thi alt kan forklares logisk og sættes i en fornuftig kasse.
Så jeg var sent ude, da jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved min eksistens. Det var først i mine årle tyvere at jeg for alvor gik i gang med at undersøge “markedet”. Det var her jeg stiftede bekendtskab med heksetroen.
Mine oplevelser og vejen til oplysning så at sige, er den bid af mig selv, som jeg har givet videre til Emilie i Heksens kald. Hendes rejse igennem heksetro/wicca er stort set min egen, og de uforklarlige ting hun møder i første del af bogen, er faktisk mine egne. Jeg oplevede også en øjeblikkelig dragen mod den totale samhørighed med naturen, og følte at den måde hvormed universet er anskuet i denne trosretning, var som skrevet til mig.
Jeg delte aldrig hvad jeg oplevede med nogen. Jeg var fuldt ud klar over, at hvis jeg “sprang ud” overfor min familie som troende på en alternativ overbevisning, og måske endda fortalte om mine oplevelser, så var jeg nok blevet indlagt en del år før. Det var da også der, da jeg senere blev diagnosticeret med en sindslidelse, at jeg måtte lukke af for den del af mig selv, for det gavner på ingen måder en mental vrangforestilling, at være intuitiv overfor uforklarlige fænomener. Det sætter tvært imod et kæmpe spørgsmålstegn ved om de ting jeg oplevede, og i og for sig stadig oplever, er en del af min sygdom eller om de rent faktisk sker.
Emilies historie er min måde at give mig selv lov til at tro, for i fiktion må man godt virkeliggøre sine tanker og spørgsmål om en højere eksistens, og overnaturlige fænomener. Her kan det virkelig ske, og folk som læser det acceptere det, hvorimod stod jeg foran dem og berettede det selv samme, så skulle vi lige omkring emnet optrapning af psykofarmaka og måske lidt hyppigere besøg hos hjernevrideren.
Men hvad er det så Emilie oplever, som jeg selv har prøvet?
Scenen hvor hun går ned langs stenmuren udenfor kirken, er autentisk. Jeg har selv siden forsøgt at rationalisere, nøjagtig som hun gør, hvordan der er en naturlig forklaring på fænomenet. Hun kommer til en overnaturlige tilgang, som hun siden får helt ret i, jeg må nøjes med at blive i virkeligheden, og minde mig selv om at det var et tilfælde, hvilke jeg endnu gør i dette øjeblik som jeg skriver denne blog.
Det der skete dengang:
En hyggelig varm sommerdag, gik jeg en tur med min hund ned til et grønt område, der lå tæt ved der hvor jeg boede på det tidspunkt. Der var ikke meget vind, men idet jeg går langs et naturskel ind til en sportsplads, begynder trætoppen lige ved min side at ruske, ikke voldsomt, nærmere smådovent. Jeg standser og vender blikket mod resten af trætoppene for at se vinden bølge ned gennem dem, men den bliver ligesom stående i de to træer tættest på. Dette foregår på ingen måder unaturligt, det er blot – stop op, kig, nåh ikke bølge alligevel, gå videre. Men idet jeg sætter igang bevæger vinden sig også ned langs hegnet. Da jeg igen stopper op (nu er jeg begyndt at fange det underlige i situationen), standser vinde også ved min side og sætter først igang igen, da jeg noget rystet skynder mig videre – endelig få jeg så den før omtalte bølge resten af vejen ned gennem træerne, og så er det overstået.
Tilfældigt? I vores verden – ja, det må det da være. I Emilies – nej, her må jeg godt give det den betydning, som jeg ikke tør at sætte ord på i virkeligheden.
Da Emilie danner den magiske cirkel, er tilgangen og udførelen den samme som min, jeg har endda hele ritualet skrevet i min egen Book of Shadows, som jeg skrev dengang i mine tyvere. Jeg oplever også en summen, måske spænding, måske rigtig kontakt med noget større? Med Emilie kan jeg give det en ekstra dimension og sætte ord på hendes sanser, så den visualisering man skal gøre sig, bliver levende, kontakten bliver virkelig.
Jeg blev dog ikke taget af en skidesur mor midt i det hele, jeg var flyttet hjemmefra. Puha 😀
Pointen? Det er samme som bloggen omkring min lidelse, dette er bare et eksempel på hvordan jeg får afløb og skriver mig rask.
Emilies kontrol af vinden, er baseret på de gange jeg selv får et skub i ryggen af et vindpust. Når jeg hvisker: mere! og der kommer et kraftigere skub. Når jeg siger: stop så! og jeg får lov at gå videre. Når jeg få sekunder inden regnen falder kan fornemme det – der er et svagt dyk i temperaturen, og jeg kan ligesom smage elektricitet. Når jeg spørger pænt, og regnen venter til jeg er i tørvejr med at plaske ned for fuld styrke.
Her i den virkelige verden, og som du sikkert tænker nu, er det tilfældigt, eller nok noget min småtossede hjerne bilder mig ind, men for Emilie så vil vi gerne tro på det og drømme om at det virkelig kunne ske.
Paradoks.
Vil du læse mere om heksetro, så kan du få et uddybende indblik i Heksens kald. Her hjælper Mark Emilie gennem heksetroens historie. Alt hvad han fortæller hende om er faktuel nøjagtig, og man kan søge mere information om via nettet eller fagbøger.
Kig evt. forbi Nekropolis og Enchanted Forest. Disse er desværre de eneste sider jeg kender til, som tager emnet seriøst her i Danmark og ikke er Fluffy Bunnies, som den vise Mark kun har foragt til overs for. Udvider man søgekriterierne lidt, er der mange engelske og amerikanske sider. Søgeord: Wicca.
Blessed be.
