Jeg var på Herlufsholms årlige fantasy bogmesse her i weekenden. Under en bid vældigt tiltrængt sandwich, der slet ikke var så ringe endda, kom jeg til at sidde til bords med en mor og datter.
Vi talte lidt frem og tilbage, og en af de ting som de begge var enige om, og som faktisk også har irriteret mig, var den evne som helten og heltinden har i fantastiske fortællinger. Deres liv er hårdt og slidsomt, de er kikset og de passer ikke ind, men den dag deres kræfter kommer til dem, så wooptidu er de lige i deres es og har fuld kontrol over deres evner. Ingen slinger i valsen, de kan svinge med trykkestave, udføre komplicerede combos inden for kampsport, som her i den grå virkelighed normalt tager en elev 5-10 år at mester.
Da jeg skulle skrive om Emilies vej til at blive vølve, var det derfor vigtigt for mig, at hun ikke skulle have det let. Givet, hun er ”kun” en måneds tid om at lære det meste, men hun bliver langt fra Teenage Mutant Ninja Vølve efter boot camp, og vejen til en nogenlunde hæderlig teknik er brolagt med kunstfærdige rosetter af blå mærker og lungehvæsende løbeture, skyllet ned med Gudruns styrkende urtesmootie – døbt grøn snask af Tjalfe.
Emilies historie er også en rejse gennem Heksekunstens historie. Den starter sådan set bagvendt, ved nutidens praktiserende hekse. Hun møder Mark i første del af Heksens kald. Han er ypperstepræst i en Wiccan Coven med tilknytning til den lokale skov. Wicca er et modernet ord for en type praktiserende hekse, der ønsker en anden benævnelse for deres trosretning, så de ikke bliver set skævt til og sammenlignet med de kosteskaftsvingende madammer, satanister og hvad uvidende kan finde på at kalde dem.
I dag kan man heldigvis offentligt bekende sin alternative tro. Men op gennem middelalderen var det lig med døden at blive udpeget som heks. Det skulle ikke så meget til – pludselig og uforklarlig sygdom, høst som slog fejl, og gemen jalousi, kunne få folk til at angive deres naboer som kætter og hekse. Man kontaktede sin lokale præst og denne fik fat i de frygtede inkvisitorer, som derefter gav den anklagede en efter omstændighederne, rimelig rettergang.
Inkvisitionen har opnået næsten mytisk grusom status for sine torturmetoder og perverse test af de anklagede, men efter flere studier er forskerne kommet frem til at virkeligheden er noget mere moderat. Det er en brøkdel af de påståede dødsdomme som ret faktisk blev udført.
I Heksens kald, nævner jeg en bog – Malleus Maleficarum også kaldet Heksehammeren. Bogen beskriver detaljeret de test, hvormed inkvisitorerne skulle genkende, udspørge og dømme den anklagede. Og jo, jeg har læse dele af den. Det var ikke let, men jeg fandt nogle interessante oplysninger.
I del 2, spørgsmål II, kapitel I er der et afsnit der omhandler incubus og succubus. Der er forskellige meninger om hvorvidt disse henholdsvis mandlige og kvindelige djævle, kan gå under begrebet vampyrer. De drikker ikke blod som jo netop kendetegner vampyrer, men i stedet er de forfører af uskyldige ofre, der var blevet taget på sengekanten med en elsker/-inde. Der er dog en helt tydelig henvisning til varulve i samme spørgsmål, kapitel IV. Det vil sige at foruden heksejagt, blev der altså også jaget både varulve og vampyrer.
Betydningen af denne bog som et egentligt værktøj for forfølgelsen af kættere og djævletilbedere, var dog moderat, faktisk blev den ignoreret af inkvisitionen. Det var kun den stakkels lokale domstol, som ikke anede hvad de skulle stille op med den anklagede, der tog bogen i brug. Og skrækkelig var den. Jeg finder den i den grad kynisk, sådan som den helt nøgtern beskriver i detaljer hvordan domstolen skal forholde sig til problemstillingen.
I Danmark blev den sidste heks Anne Palles brændt på bålet i 1693, men så sent som i 1934 findes der en injuriesag, hvor en mand slæber sin nabo i retten for falsk anklage – han skulle efter sigende have spredt hvidt pulver ud over de stakkels menneskers rabarberbed. Han fik medhold i sin sag, og domstolen gav ham en officiel undskyldning i dagbladet for uretmæssig at blive kaldt en heks.
Men hvor kommer heksen fra?
Hun fandtes i form af landsbyens kloge kone. Selv under hekseforfølgelserne havde man i det skjulte en kone, som kunne hjælpe med urteomslag og give råd om at holde onde ånder væk fra husene. Ikke alle havde adgang til munkenes omfattende urteleksikon, og præstens prædiken afviste blot djævlen, men hvad vidste han om at holde sig på god fod med nissen, og drive onde ånder for døren? Det var blot når hendes remedier ikke virkede, at hun levede livet farligt, og risikerede at en arrig bondekone anklagede hende.
I Commentarii de Bello Gallico beskriver Cæsar hvordan germanerne afstår fra at møde op på slagmarken, fordi deres ”matrone” har varslet at de ikke bør kæmpe før nymåne, ellers taber de slaget. Denne åndelige leder havde altså stor indflydelse på den tid. Da vi nedstammer fra de germanske stammer, er denne kultleder naturligt nok også fulgt med til norden, og det er herfra vølven stammer. Flere steder i Sagaerne er hun fremstillet som en mytisk figur, men også som en omrejsende klog kone. Hun havde evnen til at udføre sejd, ånderejer. Dette foregik ved hun satte sig på en lille høj, der blev kaldt sejdhjalet, og en flok af de unge piger fra landsbyen sluttede sig omkring hende. Her ville de synge galder, for at fremkalde hjælpeånderne, som kun vølven kunne se og tale med. Andre steder har hun i sagaerne ligesom “matronen” hos Cæsar, været en afgørende faktor i strider mellem høvdinge. Eksempelvis har hun fremmanet tåger så fjendens skibe forliste, og rejst knusende storme.
I ulfhedin-sagaen har jeg forsøgt at finde en fællesnævner for alle disse fremstillinger af hekse, kloge koner og vølver, og kombineret deres egenskaber. Efter Emilie har modtaget sit kald, tager vølverne hende med op til deres base i Skogsbäck, et fiktivt sted i Älvdalen som ligger Dalarnas län.
Hvad en vølve er i Ulfhedin-sagaens univers, kan du læse mere om her: Vølver.
Links i denne blog er udvalgt tilfældigt, og kun ment som en kort ordforklaring og/eller tilgang til yderligere studer af emnet. Jeg garanterer ikke for sidernes nøjagtighed.
