“Nå vi skal have lavet en blurb til bogen, Mette. Hvad skal der stå?” Chefen så forventningsfuldt ud over sine hornbriller.
“Øh?” bøvsede den intetanende forfatterspire.
“Ja, vi skal fortælle lidt om bogen, du ved – den tekst der beskriver handlingen og sådan. Åh forresten, så skal vi også have bestemt genre. Har du nogen idé?”
Og så var det at den stakkels forfatterspire gik i tænkeboks. Hun undersøgte vidt og bredt hvad som kunne stemple den mursten hun havde fremstillet. Det måtte vel være fantasy, thi alt der er overnaturligt er vel fantasi?
Nåh, det var vist ikke så let. Der var naturligvis myriader af subgenre indenfor fantasy. Suk. Nå, lad os se. Der er lidt dystert og voldeligt adfærd fra den kære vampyrs side. Han kan jo godt være lidt voldsom ved vampflufferne (stakkels tøser/knægte, der har læst lidt for mange romantiske bøger om mørkets fyrste. To bad, de faktisk har fat i the real McCoy). Så er der ulvedrengene. Ud over den ene af dem selv synes han er ekstrem underholdende, så er det vel næppe en komedie? Ingen af dem er jo videre begejstrede for de ting de gør, når de påtager sig deres alternative persona. Nu vel, Dark Fantasy går vist an her. Vi tilføjer et Low, da forfatterspiren lige når at læse at der ikke er tale om en helt alternativ virkelighed, men bare lidt ekstra krydderi, som vi almindelige dødelige ikke kender til.
“Men det er da en erotisk bog! Der er jo de sygeste sexscener i!” Veninden ser meget forarget på forfatterspiren.
Nå ja, jo. Det er vel rigtig nok at kys og kram ikke lige cutter til næste dag efter tøjet er smidt. Men alligevel fem små, lidt frække hyrdetimer der fylder max. 20 sider ud af 370, det er vel næppe en sexbog? Men ok, vi tilføjer erotisk til ligningen. Low dark erotisk Fantasy.
“Ihhh, jeg tør slet ikke sove i min seng nu!” hyler forfatterspirens mor. “Hvorfor skal ham vampyren lige slikke på ruden? På mit soveværelsesvindue????”
Ups. Forfatterspiren var ikke så fantasifuld der. Hun kom vist til at lade hovedpersonen bo i forfatterens egne omgivelser, og ja, i morens hus.
“Jamen, du har jo så meget med om nordisk mytologi,” påpegede Chefen.
Det er sandt. Hovedpersonen får jo øjnene op for at alt hvad man troede på i gamle dage, faktisk findes i virkeligheden. Trolde, elvere og jætter findes jo. OK, vi sletter Low Dark Fantasy og skriver mytologisk fantasy i stedet.
Nu var det så at forfatterspiren lige måtte have en tår kaffe. Og så var hun klar til at ….
“Er der blod og vold? Og vampyrer?” afbrød en anden veninde og gyste. “Så tør jeg altså ikke læse den!”
Hjælp! Er det nu slet ikke fantasy? Tilbage til studiet af genre. Næ, den er vist god nok. Der er jo tale om et godt gammeldags gys. Horror, mere bestemt. Stryg mytologisk fantasy og skriv Horror.
“Ej, du har ret. Sexen er jo meget fedt lige at få med, men så går den altså ikke som ungdomsbog.” kvidrede den første veninde.
“Nej da, det er jo netop det som jeg ønsker. Der er så rigeligt med guf til de unge kærlighedshungrende tøser.” På dette tidspunkt var forfatterspiren ved at rive små totter af sit pandehår.
“Jamen altså, der er jo de der scener, hvor man bare sukker hjerte rimer på smerte. Og sådan som den ender …”
“Ja tak, veninde. Dette er et blokindlæg, så det går nok ikke at smide sådan en Teaser! ” Nu havde pandehåret ikke længere brug for en frisørsaks. Stakkels, stakkels forfatterspire.
“Du skal i hvert fald kalde den en paranormal romance.” Venindens mund snerpede sammen til en hønserøv.
Åh, hvad er nu det? Flere genre? Læse, læse. Argh! Jo, der er vist også lidt at hente der. Paranormal romantic horror? Ej, det kan man s** ikke skrive!
Forfatterspiren så ned i sit tomme XL-kaffekrus. Hun ville helst bare skrive … og hente en ny balje kaffe. Hurtigt griflede hun:
Low dark mytologisk horror fantasy med lidt paranormal romance, erotik og slikken på ruder.
Sådan! Så kunne de lære det og for øvrigt selv skrive en bog om det! Forfatterspiren grinede hele vejen ud i køkkenet. Nu var der heldigvis ikke plads til den der Blurb nogen steder.




