Marta og Henriks forbindelse

Intro: Vi er stadig i Vampyrens pagt. Vølverne og Hallgren-drengene tager en pause efter det uheldige optrin, som er ført til at Jonas er stukket af, og Emilie og Andreas er sat efter. Marta som er den vølve med størst modvilje mod denne alliance, vælger at trække sig udenfor for at få lidt frisk luft…

Marta lukkede døren efter sig og gik rundt om huset. På bagsiden dukkede der en overdækket terrasse op med havemøbler og en alt for stor muret grill.

Stereotyp mandehørm. Overraskende. Hun ville tro de udelukkende åd råt kød.

Hun satte sig tungt i en af stolene.

Det her var noget fis. Bare fordi Gudrun nu havde fundet sig en fyr, en af de møgkøtere, så skulle alle andre nu også røre hinanden. Sådan noget forvrøvlet hippiesludder!

Det her havde hun på ingen måde skrevet under på og hun skulle aldeles ikke røre ved de behårede mordere.

Der lød fodtrin og hun skulle til at forsvare hvorfor hun var gået, da en helt anden end hun havde forventet kom om hjørnet.

‘‘Hov! Jeg troede jeg kunne være i fred heromme.’’ Den lyshårede mand med en jyske accent stillede en ramme øl på bordet. ‘‘Tørstig?’’ Han holdt en dåse frem til hende.

Hun tog imod den. Faktisk kunne lidt alkohol nok dulme harmen, men han skulle ikke tro at det betød noget, så hun undlod at svare.

‘‘Må jeg sætte mig?’’ fortsatte han.

Han forstod tydeligvis ikke en hentydning.

‘‘Bare du holder fingrene væk fra mig. Jeg skal ikke dele tanker med nogen. Slet ikke jeres slags.’’

Han lo overrasket.

‘‘Bare rolig. Én ekskone er mere end rigeligt til mig.’’ Han drak en tår af øllet. ‘‘Desuden behøver man ikke at være involveret i hinandens privatliv for at være et godt team, vel? Jeg har arbejdet sammen med flere gutter i et team, som fungerede langt bedre end med eksen. Med hende kunne selv en opvask være en prøvelse.’’

‘‘Jeg er enig. Og så skaber det bare en masse unødvendige problemer. Bare se på min søster og din . . . er det nevø?’’ Marta skævede over på manden.

‘‘Nej, jeg er den fortabte fætter. Det er mig, der er Henrik.’’

‘‘Marta.’’

‘‘Du har en norsk accent’’ Han så vurderende på hende.

‘‘Du er den skarpe af dem, hva’?’’  

‘‘Var du med til at slå min far ihjel? Er han overhovedet død?’’

Martas alarmer kimede øredøvende. Hun mødte roligt hans blik, alt for garvet til at lade sig provokere. Hvis han ville slås, så kunne han selv komme. Hun granskede hans ansigt. Der var ikke noget i hans blik der indikerede at han var fjendtlig stemt. Han virkede til at være oprigtig interesseret i at finde ud af hvad der var sket med hans far.

‘‘Jeg kan ikke hjælpe dig. Jeg kender aldrig navnet på de hamramme vi tager ud. Mange gange får jeg dem ikke engang at se som menneske bagefter. Jeg kendte kun én af jer ved navn. Det må være din farbror.’’ Hun nikkede ind mod huset. ‘‘Deres far.”

Hun havde kastet provokationen tilbage i hans ansigt. Han var tydeligvis lige så rutineret som hun, for han lod sig ikke mærke af hendes ord. Da han ikke kom med flere irriterende spørgsmål, vendte hun tilbage til sin øl. Det måtte da give manden et hint om at hun ønskede at være alene.

‘‘Du er ikke bange for noget som helst vel?’’ spurgte han.

‘‘Jo da. Jeg er bange for at mine søstre helt har mistet fokus på hvad vi overhovedet laver, hvorfor vi er blevet kaldt som vølver.’’

‘‘Hvad mener du?’’ Han kneb sine støvede blå øjne sammen, og lænede sig tættere på.

Pokkers. Hun skulle ikke have opildnet ham. Nu var hun nødsaget til at tale. Fint. Så fik han det råt for usødet.

‘‘Lad os sige, at vi alle finder sammen, og er en stor lykkelig familie. Vi kæmper mod de mørke og alt går fint.” Marta drejede sig i stolen, så hun havde den hamramme mand i direkte fokus. ‘‘Hvad så når vi har udryddet dem? Skal vi så tilbage til at jage jer igen? Sådan som min søster ser på din fætter, får de måske en dag den geniale idé at sætte børn i verden. Det er …’’ Hun tav.

‘‘Det er hvad?’’

‘‘Det er svært nok at skulle slå andres børn ihjel.’’ Hun lænede sig ind over bordet. ‘‘Det du gerne vil vide er, om jeg er bange for dig, ikke sandt? Siden jeg tør sidde alene med dig, og svare så ærligt, at det kun kan være provokerende for dig, er jeg enten meget dum eller mindst lige så farlig. Så hvad tror du?’’

Han svarede ikke. Marta kunne se at han rent faktisk sad og vægtede hendes ord. Endnu en gang slog det hende, hvor surrealistisk alt var blevet siden Emilie var blevet kaldt. Det var absurd at sidde her, og tale med en mand som for længst burde være opsporet og udryddet. Herren testede hende, det var hun klar over. Hvorfor ville han ellers lade en hamram slippe fri af udesidningens søgen? Og hvorfor ville han have skabt så ondt et væsen, som den mørke? Kunne Gudruns tegn virkelig være sande?

Marta slog tankerne ud af hovedet. Der var ingen mening længere. Hun måtte som altid sætte sin lid til at Gud gjorde, hvad han fandt bedst. Det var Ham, som nu havde sendt sine øverste skytsengle for at indlede kampen mod disse djævle, så det måtte hun komme overens med. Det svære var blot at skulle indgå et partnerskab med disse vederstyggeligheder. Dem som havde taget alt fra hende.

Hun drak den sidste tår og stillede dåsen på bordet.

‘‘Tak for øllen.’’ Så rejste hun sig og gik over imod skoven.

Inde blandt træerne kunne hun i det mindste finde ro, her gav tingene mening. Hendes frænde og hjælpeånderne mindede hende om, at hun skulle bevare jordforbindelsen og ikke lade sig rive med af Gudruns romantiserede alliance.

Da hun var kommet et godt stykke ind i skoven, fandt hun et stort træ, som hun satte sig op ad. Hun lukkede øjnene og åbnede sit sind for omgivelserne. Da roen havde sænket sig begyndte hun at nynne sin sagte galder. Træets krone hvislede en sang til svar. Det beroligede hende med det samme, selv her i løvens hule kunne hun føle sig hjemme og tryg. Lidt efter brummede stammen med en dyb bas i takt, og græsset knitrede under hende. Hver sten, jordknold og vækster gav en særlig tone til deres korsang.

Marta åndede fredfyldt ud. Nu var alt i orden igen.

Med et begyndte jorden at ryste foran hende.

‘‘Broder? Hvad tager du sådan på vej for?” Marta ledte efter den nærmeste sten, men til sin forbløffelse var der ingen trold i nærheden.

Hvordan kunne jorden så ryste? Foran hende formede jorden sig til en søjle af, som så ud til at skyde op fra skovbunden. Den standsede, da den havde vokset sig på størrelse med et menneske. Der stod den, som en unaturlig spids tue foran hende og trodsede tyngdekraften i dens form.

Marta blev siddende, ikke sikker på hvad hun skulle gøre.

‘‘Broder?” Hun søgte dybere ind i sine sanser, men fornemmede stadig ingen vætter, som kunne have forårsaget dette.

Hun så op i trækronerne. Det gik op for hende at hverken træerne eller resten af omgivelserne var standset med at synge. Hun rakte forsigtigt hånden frem mod bunken. Da hun rørte ved den kolde jord, faldt tuen sammen og lignede nu en helt naturlig bunke nyopgravet muld.

Hun trak forundret sin hånd til sig. Hvad skete der her?

‘‘Det er bare jord,’’ lød en stemme ved siden af hende.

Marta fór op og snurrede sig kampberedt rundt. På jorden sad en ung kvinde. Hendes ansigt var prydet af et venligt og imødekommende smil. Hun var klædt i en enkel grøn dragt, og hendes hår var kastanjebrunt som Martas eget.

‘‘Hvem er du?’’ Marta kneb øjnene sammen.

Hvordan var det lykkedes dette væsen at snige sig ind på hende?

‘‘Jeg er ikke sneget mig ind på dig. Skal vi ikke bare sige, at jeg dukkede op dernede fra.’’ Kvinden nikkede over mod tuen.

‘‘Flere tankelæsere. fantastisk! Hvem er du?’’

‘‘Ja, det er mit job at læse tanker, på en måde. Og til det andet spørgsmål, så er jeg din nye frænde, hvis du acceptere betingelserne.’’

‘‘Jeg er udmærket tilfreds med min frænde som han er.’’

‘‘Det ved jeg og tro mig, jeg kan også bedst lide tingene som de altid har været. Alt det her nonsens med fri vilje, og hvad ved jeg. Jeg mener, vi burde bare gå ind og rydde jer allesammen af vejen og starte forfra.’’

Det tog et øjeblik før Marta forstod dybden af hvad kvinden sagde.

‘‘Hvis det er den bedste løsning, så må det være sådan.’’ Marta sank besværet. ‘‘Kun Herren ved bedst.”

‘‘Åhr hold op. Den tror du ikke selv på. Hvad med dine forældre, din ældste, pigerne? De ryger også. Og dig selv.’’ Kvinden stirrede udfordrende op på hende. ‘‘Bare fordi du er stædig.’’

‘‘Jeg tvivler på det er op til mig at redde verden.’’

‘‘Nej selvfølgelig ikke. Vi finder bare en anden, hvis du siger nej. Jeg vil bare fortælle dig hvad der sker hvis tingene forbliver som de er nu, som du mener de bør være. Så vil de mørke fange drengene og rejse sig over jer mennesker. I vil kun leve for at tjene som føde og avlsdyr for dem. De vil blive mange, og balancen vil ikke kunne blive genoprettet. Måske vil Gud så starte forfra, måske vil han lade stå til. Hvem ved?’’

‘‘Jeg skal nok hjælpe til, men det bliver på min måde.’’

‘‘Du dør i første slag, på din måde. Du kan ikke gøre noget som helst. Al din træning og kundskab er ingenting imod dem.” Kvinden nikkede over mod ødegården. ‘‘Kun sammen med en af dem, kan du gøre en forskel’’

‘‘Så må det blive sådan. Jeg vil ikke have noget med dem at gøre.’’

‘‘Du behøver ikke at knytte dig til ham. I skal bare fungere som et team. Du behøver kun at røre ham på overfladen.’’

‘‘Vil det være nok?’’

‘‘Ja. Du og ham sammen, og med mig som din frænde. Det vil være nok. Hvis det er hvad du ønsker.’’

‘‘Jeg kan ikke! Det er for stort for mig.’’ Marta satte sig ned og så sig rådvild omkring.

‘‘De har brug for dig,’’ fortsatte kvinden nådesløst. ‘‘De har brug for en der forbliver solidt plantet på jorden og tænker rationelt. Slip dit had til de hamramme, og se det større billede, Marta. Siri venter bare på at du finder din plads som leder, så kan hun få fred.’’

Marta så fortvivlet op.

‘‘Jeg kan ikke tage over. Siri er ikke færdig! Jeg egner mig ikke til at lede nogen som helst.’’

‘‘Vi kan lære det sammen. Jeg vil være hos dig hele tiden.’’

Da kvinden nævnte Siri blev Marta bange. Selvom hun vidste at det var uundgåeligt, at der kom en dag hvor hendes mentor ikke kunne lede dem længere, så havde hun behændigt fortrængt det. Hun kunne ikke se sit hverv som vølve uden Siri til at guide hende. Nu blev hun tvunget til at indse det. Hun forstod at den ældste ingen plads havde i så farlig en kamp som den de åbenbart stod overfor. Kunne hun give sin ældste, kvinden som hun elskede og respekterende mere end noget andet, fred? Hvis det var hvad Siri ønskede, så var hun villig til at ofre sig.

‘‘Det er hvad vølve Siri ønsker for dig.’’

‘‘Hvad skal jeg gøre?’’

‘‘Først skal du give mig et navn,’’ smilede kvinden og rejste sig.

‘‘Vil du så fortælle mig hvem du er?’’

‘‘Nå ja,’’ lo væsenet. ‘‘Jeg er en jætten, eller skytsengel. Hvad end virker for dig, frænde. Sammen med mig får du evnen til at kontrollere elementet jord.’’ Kvinden hævede sine arme og jordbunken rejste sig på ny i en spids tue.

‘‘En jætte. Selvfølgelig! Det kan ikke være anderledes,’’ mumlede Marta.

‘‘Tro mig. Jeg er den mest fornuftige af os, og jeg ved vi to kan udrette store ting. Nå, hvad er mit navn så?’’

‘‘Jorunn,’’ røg det ud af Marta.

Jættekvinden nikkede bifaldende.

‘‘Vil du så tilgive dig selv, hvis du kalder mig det?’’

‘‘Jeg har brug for at huske hende.’’

‘‘Selvfølgelig, men du må ikke bebrejde den hamramme og heller ikke dig selv for hvad der skete. Du vidste ikke, du var gravid. Det er tid til at lægge det bag dig. Du vil få den kærlighed en dag.’’

‘‘Jeg er for gammel til børn. Jeg har stadig meget at se til, især nu, hvis du mener jeg skal tage over.’’

‘‘Vent og se, frænde. Herrens vej er uransagelig.’’ Jorunn blinkede hemmelighedsfuldt.

Hun rakte Marta sine arme, og Marta tog tøvende imod dem. Der skete en forunderlig forandring, da deres hænder mødtes, som om ensomheden ikke længere kunne holde fast i den sædvanlige plads i hjertet. Hun så ind i dette forunderlige væsens grønne øjne og fandt forståelse, genkendelse og en ven. I netop det øjeblik, følte hun en heling af sit bitre hjerte blive sat igang. Da de slap forbindelsen stirrede hun forundret ned på jorden. Hun så på den med nyvunnen respekt og kærlighed. Hun tog en håndfuld og lod den fugtige muld glide gennem fingrene.

‘‘Prøv at se om du kan.’’ Jorunn måtte have kunne læse hendes tanker.

Var dette sådan Emilie oplevede det med hendes frænde?  Marta trak et kort smil i den ene mundvig. Herrens veje var i den grad uransagelige. For lidt siden, var hun overbevist om at hun vidste alt hvad der var at vide om vølvehvervet, at hun klarede sig fint nok med de evner som Herren havde skænket hende med kaldet, men dette, det var ubeskriveligt.

Hun holdt prøvende sin hånd over jorden, og forestillede sig at hun trak en tue op, ligesom Jorunn havde gjort forinden. Hun forventede ingen respons, så da jorden samlede sig i en lille bunke, måbede hun.

‘‘Gjorde jeg det?’’ Hun studerede sin hånd, som var den en fremmed gevækst på armen.

‘‘Og du kan så meget mere. Men det må vente.’’

‘‘Vente? Jeg vil lære alt.’’

‘‘Du må hellere gå tilbage. Der er lige en lille opgave til dig deroppe.’’ Jorunn nikkede mod huset.

‘‘Du mener med en af dem? Det kommer aldrig til at gå godt.’’

‘‘Du kan starte med at tage en øl mere. Jeg tror, du trænger til én.’’

‘‘Er det virkelig nødvendigt?’’ Hun bed tænderne sammen.

‘‘Ja.’’

‘‘Det kan ikke gøres på en anden måde?’’

‘‘Nej.’’

Marta stønnede forpint og vendte sig om.  

‘‘Vi ses,’’ lo Jorunn efter hende. ‘‘Bare kald så kommer jeg. Jeg hilser dig.’’

‘‘Jeg hilser dig,’’ mumlede hun.

Hun gik tilbage til terrassen, hvor han stadig sad. Henrik. Han sagde intet, da hun satte sig, åbnede blot en øl til hende og skubbede den hen foran hende.

Marta tog en tår. Trak tiden ud. Hun kunne ikke rigtig finde ordene. Det var pinligt at skulle dukke nakken, og bede ham om at forbinde sig til hende, efter den kontante afvisning hun havde givet ham. Desuden var han jo heller ikke interesseret i at blive forbundet med hende.

‘‘Du ved godt vi har et toilet derinde, ikke.’’

Marta lagde an til at forsvare sig, men lukkede munden, da hun så det store drillende smil han sad med. Hun bed læberne sammen.

‘‘Ja, pas endelig på du ikke kommer til at grine. Det kan føre al mulig sjov med sig. Er det ikke også noget med man bliver rynket før tid, hvis man smiler for meget. Det siger hende der Spice Girl’en.’’                                           

Marta kunne ikke holde et fnis tilbage.

‘‘Jeg hørte Spice Girls,’’ sagde hun.

‘‘Av for den, det var noget af en tilståelse. Jeg var tvunget til det. Pigerne var ikke så friske på Metallica,’’ lo han.

Marta forsøgte, men det var umuligt at holde grinet tilbage. Henrik havde en charmerende og smittende latter.

‘‘Hvad lavede du så derinde?’’ spurgte han og nikkede mod træerne.

‘‘Blev sat på plads, tror jeg.’’

‘‘Er det overhovedet muligt?’’

‘‘Jeg fik i hvert fald et par sandheder af vide.’’ Marta åbnede sin mund for at sige mere, men ordene ville ikke komme ud. Det her var for pinefuldt at spørge om.

‘‘Ja?’’ spurgte han bydende.

‘‘Hvis jeg skal være med i det her, så er jeg nødt til at blive forbundet med dig,’’ røg det ud af hende.

Hun skævede op på ham da han ikke reagerede, og mødte et storsmilende ansigt.

‘‘Du skal ikke begynde at hovere, for så kan I godt glemme det hele!’’ snerrede hun.

Dette fik ham blot til at klukkede af grin.

‘‘Hvis du kan komme krybende tilbage fra skoven, og be’ mig om at stikke hovedet sammen med dig, så kan jeg godt ofre mig og gøre det.’’

‘‘Jeg kommer aldeles ikke krybende! Bare glem det!’’ Hun rejste sig vredt.

Henrik greb hendes arm, med en hurtighed hun kun var vant til fra en hamram skikkelse. Hun nåede ikke at reagere før han havde trukket hende ned i sit skød.

Hun kæmpede imod for at komme fri, men hans greb ikke engang løsnede sig. Han holdt blot hendes arme fastlåst med sin ulvestyrke.

‘‘Hold nu bare mund din hidsigprop og få det overstået.’’

Hun opgav sit forehavende og gloede arrigt på ham.

‘‘Dine øjne.” Han løsnede grebet om hendes arme.

‘‘Hvad er der galt med dem?”

‘‘Det er som om de ikke kan beslutte sig for, om de skal være blå eller brune.”

Marta gispede overrasket. Ikke så meget på grund af hans direkthed, men for den reaktion hendes mave udsendte. En følelse hun ikke kunne huske hvornår sidst havde meldt sig. 

‘‘Hvad end de er, så er de i hvert fald skønne,” mumlede han.

Hun kunne ikke standse sine hænder. De lagde sig på hans kinder, og i næste nu havde hun åbnet sit sind for ham. Varmen mellem dem sitrede, og så var hun inde. Eller rettere han var inde. Hun så sig om i det rum deres bevidsthed havde skabt. På væggene kørte film af alle de afskyelige, voldelige og forfærdelige oplevelser hun havde oplevet gennem tiden som vølve. Midt i al den død og vold stod hun, alene, ensom og fortabt i sit had. Det var det eneste hun kendte til. Det var det eneste hun havde.

Ud af skyggerne kom han gående imod hende. Med ham skiftede billederne på væggene. Nu viste de hans liv. Hun så hans ensomhed som var tynget af en hemmelighed han måtte bære: Frygten for en dag at blive opdaget. Frygten for at noget skulle tage det eneste han elskede fra ham, hans to børn. Hun gispede, da hun så dem danse rundt om ham. En dreng og en pige. Kærligheden til dem stråle ud af Henrik, og med den blev hans ensomhed mindre.

‘Nu ved du hvorfor jeg er så forsigtig,’ lød ekkoet fra hans tanker.

‘De er vidunderlige.’

Han smilede. Ømheden for børnene brusede imod hende, og tog på ny vejret fra hende.

‘Hvad gør vi nu?’ Han så afventende på hende.

‘Ikke mere. Jeg tror at dette er så tæt på vi behøver at komme hinanden.’

Henrik flyttede blikket bag hende. Filmene på væggene var atter skiftet. Nu viste den ene hans liv og den bag hende, viste på ny alle grumhederne der var hendes fortid.

‘Det er meget at bære alene. Også den lille.’

‘Nej. Der skal vi ikke hen.’ Smerten skød hen over brystet og hun kunne se at han også følte den.

‘Jeg ved hvad du mener. Hvis der skete noget med mine unger, ville jeg dø.’

‘Der kommer ikke til at ske dem noget. Jeg skal nok hjælpe dig.’

Martas inderste væsen trådte frem for ham. Den dybe trang til at drage omsorg for dem hun holdt af, svømmede imod ham og han sendte hende tryghed og en skulder at læne sig op af.

De skulle have stoppet der. Dette var hvad de begge kunne stå inde for og behøvede at give, for at sikre deres forbindelse. Et team og ikke mere. De kunne have blevet gode venner, kampfæller og intet andet. Men Marta mærkede et øjebliks ro. Et frirum hvor hun kunne lægge sine ansvar fra sig og tage imod hans trygge omfavnelse bare for en stund.

Henriks væsen viste tydeligt at han delte hendes forbløffelse over et uventet behov, der blev dækket, for da han åbnede sig for hende og lod hende finde sine krumning og gav hende sin trøst, fandt han selv trøst hos hende. 

Deres isolerede verden blev afbrudt af stemmer fra den virkelige verden, omme fra den anden side af huset. Hun slap hans ansigt og de mistede øjeblikkeligt forbindelsen. Henrik spidsede ører.

‘‘Det er Jonas og Emilie der er kommet tilbage,’’ sagde han.

De vendte atter opmærksomheden mod hinanden. Marta følte sig sårbar og blottet. Hun havde aldrig ladet nogen komme så tæt på. Dette mentale bonding var forvirrende. Det var farligt at lade nogen se éns svaghed. Det kunne, og ville, blive brugt imod én.

‘‘Så tror jeg, at vi har gjort det vi skulle her. Nu fungere vi vist som et team.’’ Hun gjorde mine til at slutte den her alt for intime situation.

‘‘Hjalp det?’’ spurgte han og smilede med en uvant varme.

‘‘Det var fint, og tak, men jeg skal nok klare mig.’’ Hun forsøgte at rejse sig.

‘‘Skal du altid være så stædig?’’ lo han og holdt hende fast på sit skød.

Hun så overrasket på ham og forsøgte nu med ildhu at vriste sig fri.

‘‘Lad mig hjælpe dig. Du skal ikke bære rundt på alt det alene.’’

‘‘Slip mig så! Har du ikke også nok i dit eget?’’ lynede hun mod ham.

‘‘Der kommer ikke til at ske dem noget. Du skal nok hjælpe mig. Kan du huske det? Lad mig hjælpe dig.’’ Han lagde sine hænder på hendes ansigt. ‘‘Luk mig ind igen. Jeg lover dig, at jeg ikke også svigter dig.’’

Hun så ind i hans øjne, hun fandt noget hun ikke havde regnet med, noget hun ikke havde bedt om, noget hun havde forsøgt at undgå. Hun så noget hun havde længtes efter, men aldrig havde turde sætte ord på.

Han smilede og trak hendes ansigt hen til sit. Så lukkede han sine øjne og lagde prøvende læberne mod hendes. Hun gjorde ikke længere modstand. Evnede det simpelthen ikke. Hvordan han så let kunne pille hendes mur ned, var uforståeligt, men hun sad blot helt stille og lod ham skille sine læber. Hans var så blid og forsigtig. Hun følte på ny hans helende omsorg, og besvarede hans kys.

Han brummede en tone der forplantede sig dybt i hende, og da han slap hendes kinder og trak hende tæt ind til sig, slog hun armene om hans hals, og styrtede ham i møde i deres egen lille verden.           

Facebook Comments