Belinda møder sin frænde

Info: Belinda er den nye vølve vi møder i Vampyrens pagt. Her er hendes scene hvor hun møder sin frænde…

Belinda holdt lygten frem for sig og kneb øjnene sammen. Det gjorde ikke den store forskel. Selvom lygten lyste godt op, stod mørket som en mur omkring dem. Det puslede i underskoven, og hun fór sammen, men der var intet at se inde mellem træerne. Hun skuttede sig.

‘‘Bare rolig, kære.” Siris rare ansigt, med de begyndende furer kom til syne i lyskeglen. ‘‘Herinde i Skogsbäck kan intet røre dig. Alle de ting du ser har en sjæl. De er vores hjælpeånder og vi kan tale med dem.’’

Klart. Træerne kan tale. Belinda skottede op på de høje fyrretræers kroner over deres hoveder. Den ældre kvinde satte i bevægelse og hun skyndte sig efter. Hun skulle ikke nyde noget af at nogen, hverken hjælpeånder eller træer, begyndte at tale til hende.

Hun havde nær snublet over en stor sten, fordi hun havde travlt med at se sig over skuldrene. Hun så ned og hendes blik mødte flere sten. De stod i en mystisk velkendt cirkel rundt i lysningen.

‘‘Det er de sten fra mine drømme!’’ gispede hun.

‘‘Ja, de drømme har vi alle, min ven. Hvad ellers har du drømt?’’ Siri gik over til et bålfad og lagde nogle småpinde på.

‘‘Nåh, det er noget symbolsk siger Emilie.’’

‘‘Siger hun det,’’ klukkede Siri. ‘‘Fortæl om det symbolske.’’

‘‘Det er en kæmpe ulv som bliver til en ulvemand, en … varulv, eller sådan noget. Den forvandler sig i hvert fald og rejser sig på bagbenene, og brøler mig ind i hvoedet. Jeg har ikke fundet ud af hvad det står for endnu.’’

‘‘Det lyder som en af Hallgren-drengene.’’ Siri satte sig på hug og pustede liv i den lille flamme hun havde fået gang i.

‘‘Er det dem vi skal mødes med i morgen? Hvordan …’’ Belinda tav. En uhyggelig fornemmelse krøb ind under huden. ‘‘Det er det I mener med hamramme, ik’? Det var ikke bare en historie, den med Tordis og de der angreb. Det var virkeligt, ik’? Men hvorfor skal vi så mødes med dem i morgen? Er de … Ej, det er for sygt. De er ikke varulve, vel?’’ Belinda følte hjertet var ved at banke sig vej ud gennem brystet. Hun var i tvivl om, hvorvidt hun skulle grine af det åndsvage spørgsmål hun lige havde stillet en granvoksen kvinde, eller græde fordi kvinden ikke så ud til, at der var noget som helst åndsvagt ved spørgsmålet.

‘‘Det er ikke meningen, at du skal opleve denne del af vores hverv, før du når at møde din frænde og se hvad fantastiske ting vi oplever.’’ Siri satte sig på en lille forhøjning, og klappede på jorden ved siden af sig.

Modvilligt sluttede Belinda sig til hende. Det var som om selve det at sætte sig, var en tavs accept af at verden som hun kendte ville ophøre med at eksistere, at hun ville give afkald på virkeligheden.

‘‘Nu skal vi passe på ikke at blande begreberne sammen. Varulve er opdigtede væsner i skønlitteraturen. Men de er, til dels, baseret på de hamramme.’’

‘‘Jeg er ikke med! Betyder det ja eller nej?’’ Og ville hun egentlig vide det?

‘‘Det betyder både ja og nej. Det er en uheldig tid, du skal slutte dig til os på, for i morgen skal vi mødes med vores fjender. Der sker ting lige nu, som ingen af os forstår, og derfor ikke kan vejlede dig i. Jeg håber at din frænde kan fortælle os hvad der er bedst for dig. Om du skal med i morgen eller blive her imens.’’

‘‘Jeg forstår ikke.’’

‘‘Det ved jeg, kære. Jeg ville ønske at jeg kunne fortælle dig mere, men sandheden er at det også er nyt for mig, for os alle. En ting kan jeg dog love dig, din frænde og os, dine søstre, vil ikke udsætte dig for farer som du ikke er parat til.’’ Siri tog bøtten med salven fra hende. ‘‘Men det her, det har jeg prøvet et par gange eller to. Lad os prøve med at gale først, så kan det være vi ikke engang skal bruge flyvesalven.’’ Hun sendte Belinda et tillidsvækkende smil. ‘‘Først skal du lukke øjnene og gale galder, som du har øvet dig på.’’

‘‘Jeg skal gøre mit bedste, men det lyder altså ikke kønt!’’

‘‘Bare give slip og lad de lyde komme ud som trænger sig på.’’ Siri gik over til kanten af sten og løftede en af de helt små.

‘‘Sten på hjal, skjold for vølver

Jeg løser det bånd, der grunden beskytter

For alle fjender skal båndet bestå

Men nu kan jætterne i cirklen gå.’’

Hun lagde stenen på plads i cirklen og vendte tilbage til Belinda. ‘‘Så skulle den gælde for dem alle, hvis de højere magter har tænkt sig at sende flere jætter. Nu håber jeg bare ikke at der er nogle af dem der vil os det ondt.’’

Belinda skar ansigt, da Siri opmuntrede hende til atter at skråle på den der forfærdelige måde. Det var simpelthen for pinligt! Hendes sanglærer ville få et flip, hvis hun hørte det. Den ældre kvinde var begyndt at få et ret insisterende drag om munden. Sådan et – det her er ikke en joke, nu tager du dig sammen-udtryk. Ufatteligt, at hun virkelig mente det her for alvor.

‘‘Det virker ikke rigtigt, jeg kan ikke mærke noget.’’ Belinda sank skuffet sammen efter et par forsøg, hvor hun virkelig havde forsøgt at give slip på formerne.

‘‘Tag mine hænder og luk øjnene igen, kære. Vi begynder med vores nærmeste hjælpere.’’

En skinger tone, som truede med at poppe trommehinderne, kaglede ud af Siris mund. Belindas første indskydelse var at holde sig for ørerne, men den gamle holdt hendes hænder fast.

‘‘Slip dine hæmninger og skrål frit! Det skal lyde så forfærdeligt som muligt,’’ lo Siri og skrålede videre.

Belinda overgav sig og lod stemmebåndet gøre det der passede den. Hun forsynede den blot med luft. Hun skrålede for fuld hals, og mærkede med et en varme snurre i hænderne. Ganske langsomt bredte varmen sig til resten af kroppen. Bedst som fornemmelsen havde bredt sig til hele kroppen og hun var kommet godt ind i en rytme, standsede Siri.

‘‘Nu kan du åbne øjnene. Hils på nogle af vætterne.’’

Belinda slog øjnene op og måbede. Foran hende stod en pjusket dreng med buttede kinder og små krumme horn i panden. Han smilede stort og lænede sig nysgerrigt frem.

‘‘Er det en …?’’ Belinda så spørgende på Siri.

‘‘Det er dit billede af en trold, ja. Vi møder hver især vores hjælpeånder, ud fra det billede vi selv har dannet os. Gå over og tal med ham.’’ Siri nikkede opmuntrende over imod trolden.

Belinda rejste sig og gik forsigtigt hen til drengen. Han lagde hovedet på skrå.

‘‘Jeg hilser dig, vølve Belinda.’’

‘‘Øh hej, Troldepus?’’

‘‘Nej, men det ligner jeg. Jeg er af landvætternes æt. Jeg kan hjælpe dig med at se hvad for ting der er sket. Jeg er stenens ånd, og du skal blot gale ved den, så kommer jeg.’’

Belinda stirrede. Det var svært at tro. Øjnene var så levende, men huden var ganske tydelig af sten. Trolden rakte sine små tykke hænder frem mod hende og hun tog dem. Det gav et ryk i hende, da et hav af billeder og følelser fyldte hendes sind. Det var troldens erindringer. Alt hvad der var sket fra oprindelsen til nu.

‘‘Åh nej.’’ hviskede hun, da de sidste indtryk fadede væk.

‘‘Jeg hilser dig, vølve Belinda.’’ Trolden trykkede blidt hendes hænder.

‘‘Jeg hilser dig.’’

Trolden skød ryg og sank sammen. Kort efter havde han taget form som en af stenene i cirklen.

‘‘Det var ubeskriveligt.’’ Belinda tog sig til hovedet. Tænk at møde noget så gammelt, og være vidne til hvordan den blev behandlet så respektløst nu. Det smertede hende at hun selv havde taget verdenen og livet for givet. 

‘‘Klar til flere downloads?’’

‘‘Er der flere?’’ Belinda så forbløffet på hende. ‘‘Downloads?’’

‘‘Ja, jeg må vel lære at tale jer unge pigers sprog,’’ klukkede Siri.

Der var ingen følelse af forlegenhed, da Belinda denne gang gav sig til at gale galder. Hun var ivrig efter at se hvad der nu ville ske. Den snurrende fornemmelse i hendes hænder kom lidt hurtigere denne gang. Intensiteten af varmen steg, og forplantede sig til omgivelserne. Hun hørte en knitren og brummen fra luften omkring dem, som hvis hun sad under en højspændingsledning. Hun kunne ikke lade være med at smugkigge. Det her var tyve gange sejere end noget hun nogensinde havde prøvet før. Hun kunne høre træerne sang en harmonisk tone, græsset hvislede, selv blomsterne sang. Ud fra underskoven kom der latter og de mest fortryllende stemmer. Bålets lysskær afslørede bevægelser ude i skovkanten. Den vidunderlige sang og latter kom fra skyggerne lige bagved.

‘‘Hvad er det, Siri?’’

‘‘Vent og se, de skal nok vise sig når de er parate.’’

En kæde af topmodel-smukke unge væsener brød igennem grenene og dansede rundt om dem. De holdt sig på behørigt afstand og så ikke ud som om de interesserede sig for Belinda og Siri overhovedet. Belinda rejste sig langsomt. Hvor var det vildt! Den ene var mere betagende end den næste, og hun fik en trang til at følge med dem.

En ung mand brød kredsen. Hans kridhvide hår lå glat om et hjerteformet ansigt. Hans pande var bred, kindbenene sad højt lige under de overnaturlig store øjne. Resten af ansigtet skrånede stejlt ned i en lille men fyldig mund og endte i en spids lille hage. Ligesom trolden før, greb han hendes hænder i sine. Belinda tog sig selv i at ønske han ville røre så meget mere. Han smilede ned til hende med sine mørkebrune, næsten sorte øjne, med en intensitet, som så han hende dybt ind i sjælen.

‘‘Vi er elvere. Vi vil hjælpe dig med at se de ting som kommer. Hvis du ønsker at tale med os, søg os ved vandet.’’ Han blinkede til hende. ‘‘Er du parat?”

Hun nikkede stumt, og straks snurrede hans tanker ind gennem huden, og fyldte hende med disse væseners minder. Hun så al den skade som mennesker forårsagede, fordi de havde glemt at ære naturen for de gaver den gav. Det var slut alt for hurtigt.

‘‘Jeg hilser dig, Legolas.’’

‘‘Jeg hilser dig, vølve Belinda,’’ lo han ned til hende.

Elveren i skikkelse af Orlando Bloom slap hendes hænder og trak sig tilbage til sit folk. Med et var de forsvundet imellem grenene og der blev atter stille i lysningen.

‘‘Siri, det er jo forfærdeligt,’’ snøftede hun. ‘‘Hvorfor lader vi dem gøre det? Jeg vidste ikke det var så slemt.’’

‘‘Vi hjælper, hvor vi kan. En af gangen,’’ svarede Siri.

‘‘Det her var slet ikke sådan jeg forestillede mig elvere.’’ Hun smilede skævt da Legolaskopien dukkede op i tankerne.

‘‘Nej, elvere er ikke sådan at begribe sig på. Som du selv bemærkede så er de noget ganske for sig selv og lige så egenrådige.’’ Siri blinkede sigende. ‘‘Nå, vi har stadig én du skal møde. Er du klar til den store tur?’’

Belinda rystede bedrøvelsen af sig. Ja, hun var klar. Hun kunne faktisk ikke vente med at møde jætten. Hun vidste allerede i sit hjerte hvem han var. Uden mere snak, satte hun sig til at gale og Siri stemte i. Følelsen var anderledes denne gang. Hun blev let i hovedet, som om hun svævede oven på tonerne af deres galen.

‘Du kan åbne dine øjne nu.’ Siris stemme lød i hendes hoved.

Hun åbnede øjnene og stivnede. Så skreg hun, men der kom ingen lyd. Hun hang over stencirklen uden sikkerhedsline, eller noget som helst der holdt hende svævende i luften. Panisk baskede hun med arme og ben for at finde et eller andet at gribe fast i, inden hun faldt. Hvorfor faldt hun ikke? så forskrækket ned.

‘Rolig! Bevar koncentrationen. Mærk at det er ganske sikkert at være heroppe.’

Først nu opdagede hun de to skikkelser der sad under dem. Det var hende selv, og Siri. Et nyt skrig ville så gerne slippe fri, men der kom ikke en lyd.

‘Det er dit astrale legeme, kære. Husk vi har talt om det.’

‘Har vi?Hvornår? Jeg er sikker på jeg ville kunne huske det hvis jeg havde fået af vide jeg skulle flyve. Hun er ikke rigtig klog!’

‘Jo, jeg er både rigtig og klog.’

‘What? Hørte du det? Men det er mine tanker!’

‘Ja, så pas på hvad du tænker.’

Belinda stirrede rådvildt på Siri. Den ældre kvinde smilede, og selv her i denne unaturlige verden, formåede hun at berolige Belinda.

‘Nå, nu er det op til dig. Lyt til i dit indre, og se om du kan føre os til det sted vi skal hen.’

Belinda så sig omkring. Alt var mørkt omkring dem. Selvom der var en snert af frost i luften, bed det ikke rigtig på hende. Hun kunne mærke kulden, men ikke så hun frøs. Hvad skulle hun nu? Der var intet af hendes såkaldte indre, som fortalte hende noget som helst.

En knast fra et stykke brænde sprang på bålet under dem, og hun så ned. Flammen dansede. Det så ud som om den vinkede hende nærmere. Hendes spøgelseskrop reagerede med det samme, og hun svævede ned foran den knitrende ild. Hun stirrede fascineret ind i de gule og hvide flammer. Hun havde aldrig rigtig studeret farven før. Det var jo smukt. Med ét voksede ilden til et inferno af flammer, som stod i en tyk stråle op i luften. Ud fra bålet trådte en skikkelse frem.

‘Hey smukke. Så var der endelig hul igennem.’ Væsenet smilede stort.

Skikkelsen af ren ild flimrede og ændrede udseende. En ung mand med flammende rødt hår og et let spidst ansigt tonede sig frem. Der var noget bekendt ved ham. Han mindede om en fyr hun havde forsøgt at score på en ferie sidste år. Hans stemme lød endda også som ham.

‘Hvem er du?’ spurgte hun åndet.

‘Jeg er din jætte, baby. Eller du er min baby. Hvad end der virker for dig.’ Han slog armene ud til siden og drejede rundt om sig selv, så hun kunne betragte hele hans skikkelse.

‘Godaften vølve Siri. Spændt på i morgen?’ Han blinkede til Siri.

‘Jeg hilser dig, jætte. Det er netop det jeg håber at kunne spørge til.’

‘Det ved jeg. Men det må lige vente to sec, jeg skal lige ha’ et navn.’ Han så ned på Belinda. ‘Hvad siger du babe?’

‘Skal jeg bestemme hvad du skal hedde? Har du ikke et navn i forvejen?’

‘Det kan du ikke udtale alligevel. Du skal give mig et navn, som kun du kender, og som du kan bruge når du skal kalde på mig.’

‘Aiden.’ Belinda smilede. ‘Du skal hedde Aiden.’

‘Han fra din ferie på Kreta, nice. Faktisk, for lige at brille lidt, så er det et navn for ild fra gammel keltisk tid. Det cool med mig, eller, ikke for cool du ved. Jeg hilser dig, frænde.’ Hans mimik var grinagtig, som han stod der og slog højtidelig ud med armene.

 ‘Jeg hilser dig, frænde.’ Hun tog imod hans fremstrakte hænder, og i det samme deres hud rørte hinanden, forsvandt den sidste rest af utryghed. Hun så undrende op i hans gyldne øjne, og mødte deres skinnede genkendelsen. Hun var sikker hos ham. Det vidste hun med det samme, som var han den brik der manglede for at hun blev hel.

‘Hva’ så? Hvad med vi giver det et forsøg?’ Aiden blinkede kækt.

Hun nikkede tilkendegivende. Et kvalmende skvulp bølgede gennem hende og da hun slog øjnene op, sad hun ved Siris side igen i sin egen krop.

Aiden var væk. Hun skyndte sig over til bålfadet, desperat efter at finde ham i flammerne, men han var ikke at se derinde. Hun rakte hånden ud mod ilden og en stråle af flammer skød op i hendes håndflade. Det lille blus lå som havde hun hældt sprit i hånden, og antændt væsken. Men hun brændte sig ikke. Lige meget hvor længe hun lod tungerne danse på hendes hånd, så følte hun kun en svag behagelig varme, pulsere mellem hende og ilden.

Brændet på bålstedet var gået ud idet hun havde suget ilden til sig. Der var ikke engang gløder tilbage. Hun forstillede sig at hun kunne tænde træstumperne igen og kastede prøvende armen over mod bålet. Straks sprang flammen fra hendes hånd og ilden knitrede på ny som ingenting var hændt.  

‘‘Ordentlig sygt.’’

Belinda rakte begge hænder ud mod flammerne, og to små kugler af ild lagde sig i hver håndflade. Hun samlede hænderne og kuglerne smeltede sammen til én stor brændende bold. Hun kastede den op i luften, men den nåede ikke særlig højt før den brændte ud.

‘‘Den skal ha’ sin energi fra en dig, ellers dør den.” Aiden stod med et bag hende.

‘‘Det er fantastisk,’’ hviskede hun og stirrede betaget ind i flammerne.

‘‘Det er ingenting i forhold til hvad du og jeg kan, babe, tro mig,” storgrinede Jætten. ‘Men det skal du nok nå at finde ud af. Jeg må smutte igen. Vi ses imorgen til træning. Jeg kan ikke vente med at sparke den vindjættes røv!’ Aiden rakte sine arme ud efter Belinda.

Hun så op på ham og trykkede sig så ind til ham. Han stivnede et øjeblik, så slappede han af og lagde en hånd på hendes hoved. ‘‘Vindpiskeren har sgu nok ret alligevel. I er okay for nogle kødhabitter at være,” hviskede han.

Belinda følte atter at der manglede et stykke af hende, da han blidt puffede hende væk.

‘‘Vil du stadig spørge mig om hun kan klare sig i morgen?” spurgte han Siri.

‘‘Nej, jeg kan se det går jer ganske godt. Tak, jeg hilser dig.’

‘‘Jeg hilser dig, vølve Siri.”

‘‘Vi ses, smukke.’’ Han lænede sig ind mod Belinda, med en konspiratorisk mine. ‘‘Pas på med at sig mit navn højt, fra nu af. Du er den eneste der må kende det. Hvis andre finder ud af hvad jeg hedder, kan de få fat i mig.’’

‘‘Okay. Det skal jeg nok huske.’’ Belinda lod sig glide ind i hans åbne arme, og igen slog det hende hvordan det føltes som at komme hjem.

Aiden slap hende og gik tilbage til bålet. Han vendte sig og smilede stort, igen inden han trådte op i fadet. Ilden blussede op som om helvedes flammer steg op til overfladen. Da de atter faldt, var han væk.

‘‘Kan du se?” Siri lagde en hånd på hendes skulder, ‘‘Nu er det ikke så slemt mere, vel?’’

‘‘Jeg savner ham allerede. Jeg føler det som om han er min bedste ven.’’ Belinda stirrede længselsfuldt ind i flammerne.

‘‘Ja, den effekt har de jætter vist. Det tog lidt tid for os at vænne os til dette, da Emilie fik sin frænde. Vi gik og troede at hun var forelsket i ham,’’ småklukkede Siri. ‘‘Normalt kommer vi ikke vores frænder så nært som I gør. Men på den anden side så havde vi heller ikke hørt om jætter til frænder før, så vi vidste ikke, og ved nok stadig ikke, hvad for forhold I egentlig har til disse herre.’’ Siri trak sin kappe tæt om sig. ‘‘Skal vi så se at komme hjem? Der venter os en dejlig kop varm te.’’

Siri gjorde mine til at slukke bålet, men Belinda standsede hende.

‘‘Må jeg prøve?’’ spurgte hun.

Siri smilede og trådte til siden. Belinda lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Da roen havde forplantet sig gennem kroppen, gav hun sig til at gale galder. Efter hendes ører havde vendet sig til trykker fra den fæle lyd, mærkede hun en svage sitren i sine hænder. Hun åbnede øjnene og rakte ud efter flammerne. Som før stod ilden i en stråle op i hendes hænder, og efterlod brændet drænet. Hun fangede flammen, og pressede håndfladerne sammen. Langsomt blev ildkuglen mindre, og til slut, døde den helt ud.

‘‘Du er lærenem, kære,’’ nikkede Siri bifaldende. ‘‘Det er en god egenskab som du får brug for. Der er meget du skal lære og jeg frygter at tiden er knap.’’

Facebook Comments