Ja, det var et lidt tumpet et valg jeg tog, da jeg skulle finde på noget at skrive om. Markedet svømmer af mere eller mindre vellykkede bøger og film om nattens yngel, hvorfor f…. skulle jeg så lige gå hen og vælge netop disse klicheer?
Svaret er egentlig ganske simpel – Write what you know.
Når jeg tænker tilbage på det første som virkelig tændte mig og fangede min interesse, skal vi helt tilbage til en skæbnesvanger aften i det herrens år 1981, hvor lille Mette på 5, måske 6 år, var blevet lagt i seng. Min far var en af de første i byen som havde skaffet en af de der topmoderne VHS’ere. Til de yngre læsere, skal dette lige oversættes: en VHS-afspiller er en forhistorisk BlueRay, hvor man kunne smide en plastik-kassette på størrelse med en lille pakkeæske fra post-dk, ind i et brød af en maskine. Ud af dette rullede gamle klassikere som – Indiana Jones (Harrison Ford fik virkelig sat gang i arkæologien dengang). Der var – Ud at køre med de skøre (øhm med lidt god vilje kan man sige at det var 80’ernes Fast and the Furious.). Og så var der –En amerikansk varulv i London! Normale 5-årige (eller måske 6, jeg husker så dårlig i min fremskredne alder) ville være død af skræk, mærket for livet, og ude af stand til at sove om natten, langt ind i trenageårene. Og ja, det skete også for lille Mette, foreskellen var bare, at for Mette var dette FEDT! Fra den nat af var jeg bidt af ulve og siden slugte jeg alt hvad der kunne fremmanes af ulvefilm. Ja, selv dem med dårlige gummiansigter.
Men hvad med vamperne?? Det skete så et par år senere. Denne gang var det SV1 – vi levede med blot én eneste dansk kanal dengang (OMG!) så vi måtte ty til svensk tv for at få lidt film og de nyeste amerikanske serier som Falcon Crest og Dollars (jeg gentager OMG! Du ville dø right?). Men der skete det altså. Mette var nok 11, måske 12 år, detalje, ikke vigtig, men det der var vigtig var at jeg var alene, og surfede tv-kanaler (det var hurtig overstået kan man jo nok regne ud), hvor en film netop var gået igang på SV1. Nosferatu the Vampire, hvilke til dato er den mest uhyggelige vampyrfilm jeg har set, men som i dag nok vil være dødkedelig på grund af manglende action og speciel effekt. Bottom line – Mette fik en ny passion og måtte sluge alt hvad der fandtes af vampyr-film, stort set.
Ja ja, hyggelig nok med et rørende trip tilbage i din fordums tid. Beviser jo blot at ting med tænder netop er so last decade… eller nærmere so last century. Hvorfor kunne du ikke bare nøjes med at se de film så, og lad være med at tilføre mere gebis-litteratur? Fordi dengang var det fandme uhyggeligt du! Dengang var der ingen depressive, discoglimtende, ulykkelig forelskede vampyrdrenge, dengang flåede en varulv altså sine ofre, i stedet for at savle ud over dem! I dag er vampyrer og varulve jo slet ikke længere en del af gyser-genren … det er drama! (her tilføjer jeg lige et: OMG!) Så da jeg fik brokket mig lidt for grundigt over en film-triologi, lad os for fremtidige referencers skyld lade være med at nævne hvilke, rullede min bror Jimmy med øjnene og sagde: Hvorfor skriver du den så ikke bare selv? Nå ja, så måtte jeg jo gøre det!
Jeg gik igang med at læse gamle folkesagn og myter om varulve. Et fællestræk var at det alle var mænd som var ramt af lykantropi (varulve-syge). Han ændrede sindtilstand efter forvandlingen, blev melankolsk, og når han blev fanget var han plaget af angre, men havde ingen hukommelse om sin ekstra personlighed. Jeg fandt ud af at de islandske Sagaer er spækket med varulve, de hed ulfhednar og var bersærkere. Dette passede jo perfekt med at historien foregik her i Danmark! Det sidste som jeg ønskede at tilføje, var ægte ulveadfærd. Der kom min uddannelse som dyreadfærdsterapeut til sin ret. Jeg ønskede at vise læseren hvordan det ville være at jage med ulve, løbe med flokken og se gennem ulvens øjne.
Med vampyren var det op på hesten igen. Jeg gravede ned i historiebøgerne, der denne gang tog mig meget lang tilbage i tiden, til sumerisk tid, og hele vejen op til hekseforfølgelserne. Jeg fandt en videnskabelig forklaring på hvorfor folk måtte have troet nogen var vampyrer, da der findes blødersygdomme, der kaldes porfyri, som giver vampyrlignende symptomer. Jeg forestillede mig hvordan en der var udødelig måtte tænke og prioritere. Jeg er ikke begejstret for spaghetti og kødsovs, tænk at leve udelukkende af spaghetti og kødsovs …. i 400+ år! Ville jeg blive forelsket i et særligt lækkert stykke spaghetti? Ej. Ville jeg overveje om jeg gjorde den lille flådende tomat ondt, mens jeg tyggede den? Not so much. Men til gengæld var jeg ret sikker på, at man ville kede sig senest efter 75 år, og opfinde måder at gøre maden appetitlig på. Angst og glæde, følelser i det hele taget bliver transporteret i vores blod (groft sagt), så hvis man lever af blod, vil man vel føle det samme som ofret? Ja mon ikke. En ordentlig sjat lykkerus til kødsovsen, så skulle jeg nok kunne tvinge den i mig, mon ik’? Selvfølgelig måtte der også lidt adfærd ind over vampyren. Hvad for dyr kendte jeg som var smidig, dødbringende og virkelig ligeglad med noget som helst, andet end sig selv? Lige præsis – Katten! Læseren skulle være med til at stalke byttet, spore det og lege med byttet ligesom en kat.
Så måske er gebis-litteratur en alt for eksponeret genre. Måske har folk fået nok og er rykket videre til det næste paranormale som er in – er det zombier nu? Jeg ved det ikke, og jeg er ligeglad. Jeg elsker vampyrer og varulve, old school, ligesom i 80’erne.
